Med en akkordrundgang, der er som snydt ud af næsen på New Orders ‘Temptation’ og en sound der, udover Anton Falck Gansteds dybe croon, som nærmest er diametralt modsat Andy Bells lyse ditto, klinger som årgangs-Erasure, tilsat et uimodståeligt mundharmonika-hook, cementerer ‘The One’, hvor First Hates hjerter er parkeret.
1.