Muligvis var der blot tale om en mere passende lyd til bandets musik, det højloftede rum gav en naturlig rumklang langt fra Betas mere kontrollerede rammer, og det gjorde måske, at guitarist Simon Sonne Andersens vokal trængte langt bedre og mere frygtindgydende igennem denne aften, så det hele gik op i en højere enhed med denne let skingre sangform, når den blev akkompagneret af Theis Wilmer Poulsens mere klassiske dybe dødsbrøl.