Knap så overbevisende er Broksøs personkarakteristikker, hvor f.eks. en politikommissær fremstilles som en ren parodi på den i øvrigt klassiske kliché: den koleriske chef, og værre endnu hvor en kvindelig hovedperson i det meste af bogen fremstilles som en gennemført ond og afstumpet person for så efter mødet med den gode betjent aldeles at ændre karakter.