Ovre i en af Jyllands mindste købstæder tjente i et ringe, borgerligt hus en fattig pige af mosaisk trosbekendelse, det var Sara; hendes hår var sort som ibenholt, hendes øjne så mørke og dog fulde af glans og lys, som Orientens døtre ejer dem; udtrykket hos den fuldvoksne pige var endnu det samme, som hos barnet, da hun sad på skolebænken og hørte til med tankefuldt blik.